Hundevæddeløb er ikke den mest udbredte sport i Danmark, og derfor er det også begrænset, hvor mange steder, der regelmæssigt afvikles løb med hunde.
Det er primært to anlæg, der lægger baner til hundevæddeløbene, Det er Kallerupbanen ved Hedehusene på SJælland og Midtjysk Greyhoundstadion ved Bjerringbro i Midtjylland. Det sidste satser naturligvis mest på greyhounden, som er den klassiske hund i forbindelse med væddeløb. Mange steder gøres der et stort stykke arbejde for at bevare greyhounden, som på mange måder er en lidt truet race, blandt andet fordi der er avlet så meget på den, som tilfældet er.
Kallerup-banen
Væddeløbsbanen i Kallerup fokuserer også på løb med greyhounds. Der finder løb sted hver måned fra april til november. Hundeejerne træner med deres hunde hver søndag, dog ikke, hvis der har været løb om lørdagen – hunde skal ligesom mennesker have hvile, når de har været fysisk aktive.
Det er en forening, der driver banen. Ud over greyhounds er der også ind imellem løb med whippet-hunde, og man kan i det hele taget komme med den hund, man nu engang har, hvis man tror, at den gerne vil løbe, og man vil prøve, om et egentligt løb er noget for den.
Banen i Bjerringbro
I Bjerringbro er der blandt andet faciliteter til totalisatorspil, og man kan købe mad og drikkevarer. Derfor foreslår foreningen bag banen også, at man gør et besøg på banen til et familiedag og ikke alene til et besøg for at se på hundevæddeløb.
Man kan som regel komme til at snakke med hundene og deres ejere før og efter løbene, men det er vigtigt, at man som gæst respekterer ejernes anvisninger, så man ikke kommer til at stresse hundene og derigennem måske kan påvirke deres evner under det efterfølgende løb.
Foreningen Dansk Hundevæddeløb
Begge de to baner – eller rettere foreningerne bag dem – er medlem af foreningen Dansk Hundevæddeløb, som ifølge foreningen selv har som opgave at styre løbsafvikling, lave fælles regler og samarbejde om at få skabt en fælles stambogsføring sammen med søsterklubber i andre lande.. Foreningen Dansk Hundevæddeløb er også medlem af CGRC (Continental Greyhound Racing Confederation), hvor der foregår en hel masse fælles, internationalt samarbejde. Det er altså et meget seriøst stykke arbejde, der udføres i Foreningen Dansk Hundevæddeløb, som især også skal have ros for sit arbejde med at bevare greyhound-racen, der er lidt klemt af tidens trends, hvor der fokuseres mere på andre hunderacer med andre egenskaber.
Hundevæddeløb er som sagt ikke så søgt en sport i Danmark endnu, men der gøres et stykke arbejde for at øge interessen for den. De to baner, hvor der allerede nu systematisk arbejdes med hundevæddeløb, skal nok være med til at skabe øget fokus på sporten blandt danskerne.