Hvis du hører til den lidt modne aldersgruppe, så har du sikkert siddet og set “Kommissar Rex” på TV2 Charlie. Det er en østrigsk krimiserie om schæferhunden Rex, som er med til at løse den ene kriminalgåde efter den anden.
Rex er en rigtig politihund – og tilhører den gruppe af hunderacer, som vi kalder brugshunde. Det er en række racer, som er fremdrevet gennem selektiv avl for at blive brugt til at løse
særlige opgaver, for eksempel som slædehunde eller sporhunde.
Særlige opgaver – og særlige behov
En brugshund kan sagtens være en dejlig familiehund, men nogle mennesker har et forkert fokus, så de i stedet bliver farlige hunde, som kan være til stor gene for deres omgivelser. De tilfælde drejer sig dog mest om dem, der holder de såkaldte kamphunde, for eksempel pitbull terriere, men så er vi også helt på den anden side af det, som de fleste opfatter som gode brugshunde.
Gode eksempler på brugshunde er schæferhunde, som ofte bliver brugt til sporhundeopgaver og i politiet. Mange har også set labradorhunde på job som førerhunde for blinde og svagtseende, og det er sådan, vi helst ser en god brugshund: God til at løse de opgaver, den bliver sat til, og samtidig en dejlig familiehund, som kan omgås familiens børn og voksne med tillid og fortrolighed.
Politihunde bliver for eksempel netop optaget som en del af hundeførerens familie, og når de er færdige med at kunne bruges som politihunde, kommer de “på pension” hjemme hos hundeføreren, og bliver måske også slags læremester for den næste politihund i rækken, der så kommer ind i familien som hvalp.
Hvis du vælger at anskaffe dig en brugshund, er det vigtigt, at du på forhånd har gjort dig nogle tanker om, hvad du vil med hunden. Hvis du i virkeligheden bare vil have en hund at gå tur med, og som kan lege i haven, så skal du nok ikke anskaffe dig en brugshund, men i stedet kigge efter en af de racer, der kan tilfredsstilles med den type udfordringer.
En brugshund kræver, at du kan give den noget meningsfyldt at beskæftige sig med inden for det område, som den er særlig god til. En ruhåret hønsehund er for eksempel en fremragende jagthund, som tit bliver brugt især ved jagt på fuglevildt – det forklarer dens navn jo også næsten – og hvis du tror, den kan klare sig med hyggeture i parken, så har du nok valgt en forkert race.
En brugshund, der derimod fint kan klare sig med de daglige spadsereture med sine mennesker, er labradoren, som er blevet akklimatiseret til familielivet på en helt særlig måde. Dens grundstatur som aktiv brugshund fornægter sig dog ikke – den har en glubende appetit, og passer du ikke på, har du hurtigt en overvægtig hund, fordi den ikke får brugt alle de kalorier, den sætter til livs.