DAN de DOES Geo
(kaldet Gumle)

Født d. 8. august 2013
Sov stille ind d. 28. oktober 2013


Solankers Heeven
(kaldet Mysen)

Født d. 18. februar 1998
Sov stille ind d. 1. februar 2013


Flits' Fille v.d. Jimferhove
(kaldet Vilde-Fille)

Født d. 25. marts 2005
Faldt død om d. 13. juli 2011


Solankers Fiona
(kaldet Futte)

Født d. 16. oktober 1995
Sov stille ind d. 22. august 2009


DAN de DOES Amie
(kaldet Emmer)

Født d. 8. august 2000
Sov stille ind d. 27. januar 2009


DAN de DOES Daido
(kaldet Prikke-Rikke)

Født d. 13. maj 2008
Sov stille ind d. 11. juni 2008

Geo var fra begyndelsen en usædvanligt sød og rar hundehvalp. Vi holdt meget af ham, og det var svært at skulle vælge den rette familie til den lille fyr. Vi fandt en rigtig god familie til ham, men ca. 2 uger før han skulle forlade os og rejse ud til sin nye familie, fik han dårlig mave. En dårlig mave som ikke bare gik over af sig selv. Vi kontaktede dyrelægen som ikke tog det så tungt, men trods det, blev diarreén desvære værre. Vi besluttede at udsætte hans overdragelse til hans nye familie, så længe han ikke var helt rask.
Vi kontaktede yderligere 2 dyrelæger, bl.a. den specialist i Århus, og sendte afføringsprøver til yderligere undersøgelse på et laboratorie i Tyskland, købte speciel skåne-foder og forskellig medicin, men lige meget hjalp det.
Geo blev mere og mere syg, men bevarede sit super glade humør og var fantastisk til at logre når han så os, og legede dagen lang med sin søster GetUp som vi havde beholdt.
Efter en mdr. med mere eller mindre dårlig mave, besluttede vi at hvis lille Geo overlevede, ville vi selv beholde ham, i fald han måske havde skadet sit tarmsystem, så han krævede speciel foder resten af livet.
Desværre blev hans diarré værre, og han begyndte at tabe sig så meget, at han blev trist og træt. Lægerne kunne stadig ikke finde ud af hvad diarréen skyldtes, og kunne derfor ikke finde en effektiv behandling.
Tiden løb fra ham, og en morgen i oktober måtte vi sige farvel til vores glade lille Geo.
Vi havde kun glæden af at kende den lille fyr i knapt 2 mdr. men han satte et uudsletteligt indtryk i vores hukommelse, og vi vil altid savne hans glade sind...
Efter lidt over et års fremskreden alderdoms-svækkelse, blev vi enige om, at Heeven ikke mere havde et værdigt liv, og vi bad derfor vores dyrelæge komme på besøg fredag d. 1. februar 2013, hvor Heeven, omgivet af sin familie, fik lov at sove stille og rolig ind.

Heeven var, som de øvrige af vores Schapendoes, en speciel hund, men hun var nu helt speciel på sin egen måde.
I mange år gik hun under kælenavnet "det grå spøgelse". Hun var stærk på en stille måde, lavede ikke meget ballade, men var helt klart den stærkeste og dermed fører af vores flok.
Det var kun når vi f.eks. mødte en stor agressiv hund, at hun trådte frem og viste at hun var mentalt stærk. I det daglige tullede hun rundt uden at blande sig for meget i de andres leg, med mindre hun blev "tvunget" til det.

10 måneder gammel var Heeven med på vandreferie for første gang, en dejlig ferie i Østrigs skønne natur og videre til Rom. Det var bare den første af mange, mange gode vandreferier; Italien, Frankrig, Østrig, Tyskland, Holland, den jyske vestkyst, Nordsjælland, Bornholm. Alle de spændende steder vi har været på vandreture… ja, gad vide hvor mange kilometer Heeven's ben har travet sammenlagt?

Heeven fik to kuld hvalpe. Fra det første kuld beholdte vi lille sorte Amie, en meget, meget speciel hund, som nok må siges at være yndlingen over alle yndlinge. Desværre døde hun af dårlige nyre som 8 årig. Fra det andet kuld solgte vi bl.a. en hvalp til Holland som har haft et skønt aktivt liv med masser af agility. Det er blevet til et livslangt venskab med ejerne, og vi har stadig efter 10 år en god kontakt, og mødes til gåture når vi er på besøg i Holland.

Heeven var en sær tøs, men jeg holdt af alligevel utrolig meget af hende, måske fordi hun var så enestående, lidt utilnærmelig og underlig. Hun tænkte afgjort over tingene når hun arbejde, og nogle gange var det godt og andre gange fik hun bare aldrig gjort det hun skulle fordi hun tænkte for meget, i stedet for at reagerer.
Hun var rigtig glad for at arbejde, og Lene startede på konkurrence i DKK's lydighedsprogram (LP). Det gik hurtigt med klasse 1 og 2, og efter kun et lille år i klasse 3 blev hun dansk lydigheds-champion og opnåede mange flotte resultater til Årets hund og DM. Senere blev hun den første Schapendoes som bestod DKKs elite-klasse i Lydighed med en 1. førstepræmie, men herefter måtte vi erkende, at hun ikke egnede sig til lydigheds-arbejde på eliteplan – hun var som sagt alt for eftertænksom og manglede den sidste præcision som er meget vigtig på topplan.

I agility havde hun svært ved at springe i stor klasse hvor spring højden var ca. 60 cm, da hun var en stor og kraftig dame, så jeg "fik" hende overdraget til at løbe agility i seniorklassen, da hun fyldte 7 år.
I løbet af et par år fik vi et herligt forhold og deltog i en del konkurrencer hvor hun afgjort havde det sjovt. Bl.a. var hun suverænt den bedst danske Schapendoes da Dansk Schapendoes klub afholdt Euro Schapendoes show i 2007, men en dum førerfejl ødelagde hendes chance for en top-3 placering i finalen :)

På hendes gamle dage, prøvede vi også at træne lidt rally-lydighed og det viste sig hurtigt at det passede den aldrende dame godt med opmærksomheden, godbiderne og de mange sjove øvelser.
Som 13 årig opnåede hun et rally-championat i Dansk Kennel Klub, efter at have dyrket rally i 1,5 år. Senere samme år kvalificerede hun sig til DM i rally som blev afholdt på Bornholm. Det gik rigtig godt lige indtil hun skulle springe over et "agility-spring", hvor hun pludselig ikke kunne afstandsbedømme springet og landede lige oven i det. Det kostede en top-placering men hun blev dog 8. bedste i ekspert-klassen.
Igen blev det til en dejlig vandreferie på Bornholm, og trods Heevens høje alder fejlede bentøjet stadig intet og hun travede lige så godt som i hendes unge dage.

Bornholm var ligesom skille-linien i Heeven's liv, hvor hun gik fra sit aktive liv til sit absolutte seniorliv, og fra da af, gik det hastigt tilbage fysisk og mentalt.
Hun havde det meste af sit liv døjet med tallige perioder med dårlig mave, muligvis var det en form for "Crohns sygdom", og det gjorde hende trist i 8-10 timer et par gange i ugen, men da hun nåede op i aldren forsøgte vi med små daglige doser binyrebarkhormon. Noget som kunne afkorte hendes liv, men i så fremskreden en alder var der ikke noget at miste i forhold til gevinsten, og hun fik derfor nogle rigtig gode år til sidst, hvor hun var glad, spiste og havde normal mave.
I februar 2012 mistede hun hørelsen, og fik muligvis også et par slag-tilfælde. I løbet af få måneder forsvandt hendes erindring om de mange års træning, og hun kunne pludselig ikke engang forstå en simpel "sit"-kommando. Hendes sind ændrede sig radikalt, tænkte kun på godbider (var der nogen som havde glemt at lukke deres taske med godbider når vi var til træning/konkurrencer SÅ fandt man hurtigt ud af det :), snappede grådigt efter fingrene når man gav hende en godbid, var svær at komme i kontakt med, brød sig ikke om at blive kælet for, virkede ofte rastløs, og små sjove ting forsvandt. Bl.a. havde hun hele sit liv syntes det var dejligt at blive kløet på "krydset", f.eks. når hun lå med forkroppen oppe i fodenden af sengen, eller skulle lige ud til én når man var på WC. Så stod hun og steppede fornøjet med bagbenene, svingede med halen og komme med brumme-lyde af velbehag. Nu var der ingen reaktion…
Hun begyndte få en meget træls vane med at vandre hvileløst rundt hver aften lige op til spisetid, mens hun små-peb og blev helt stakåndet af stress. Det var svært at stoppe hende da vi ikke kunne kommunikerer med hende.
Det blev gradvist værre og værre, og hun begyndte at snurre rundt i cirker indtil hun anstrengt fik lagt sig ned. For blot 2 sek. senere at rejse sig besværet og fortsætte sit klapren rundt på trægulvet.
I det hele taget så trivedes hun ikke indendøres, og da hun havde valgt at blive gammel i vinterhalvåret, så gav det hende problemer. Hun var en helt anden hund når hun var ude, og hun elskede at gå selv lange ture på trods af, at musklerne i bagparten hastigt svandt ind.
Når vi havde været nede og runde søen, elskede hun at sætte i fuld fir-spring op mod LP-banen. Noget hun altid har nydt, men det var godt nok noget slingrende til sidst :o)
I november 2012 fulgte hun med os til Holland, hvilket vi absolut ikke havde troet var muligt, men den gamle tøs ville ikke give op, og havde endnu en god udenlandstur.

Men i begyndelsen af 2013 kunne vi ikke mere genkende den sindige, velafballancerede hund hun havde været blot et år forinden, og til sidst måtte vi erkende at det ikke mere var et værdigt liv, specielt da hun stoppede med at logrer når vi kom hjem fra arbejde.
Vi valgte derfor at bede dyrelægen komme på besøg fredag d. 1. februar 2013 (18. dage før hendes 15 års fødselsdag). Lene var hjemme hos hende hele dagen, hvor hun dog sov det meste af tiden. Sidst på dagen gik vi alle en tur i skoven, hvor hun fik tid til at snuse til alle de gode dufte i skovbunden, og satte også i løb et par gange, så hun var i godt humør og havde en god sidste dag.

Trætte efter turen lagde de sig alle på et tæppe i stuen, hvor hun også lå da dyrelægen kom. Omgivet af Odie, Dingle og Flik-Flak, mens der spillede stille musik i baggrunden, gav dyrelægen hende først en bedøvende sprøjte og i løbet af få minutter faldt der en fredfyldt ro over hende, hvorefter hun fik den blå sprøjte og hjertet stoppede.

For nøjagtig 4 årFor nøjagtig 4 år siden havde vi en stor flok på 5 Schapendoes, og aldrig mistet en af dem endnu, men nu har Heeven som den 4. fået sin plads på de evige lydigheds- og agility-marker.
R.I.P. gamle Mys, og gid din sjæl må forenes med din sure tante Fiona, din lettere hysteriske datter Amie og den altid fjolle/glade Fille. Du vil altid have en stor plads i mit hjerte…

Fra Heeven
Fille var vores aller-, aller-kæreste fjollehoved, som elskede at blive snakket med, og bare man kiggede på hende, så logrede hun automatisk med halen. Hun var evigt glad og i godt humør. Hun var aktiv til de sidste sekunder i sit liv, hvor hun glad var begyndt på sin morgentur, pludselig gav hun et frygteligt skrig fra sig, hvorefter hun bare lå død.
En obduktion viste ingen tegn på sygdom eller svaghed, så det ufatteligt usandsynlige, at hendes hjerte bare glemte at trække sig sammen midt i et slag, var årsagen til at vi igen mistede en af vores bedste venner.

Det var egentlig ikke meningen at vi skulle have Fille, og slet ikke på det tidspunkt, da vi var midt i en planlagt flytning fra et villakvarter til en nedlagt landejendom, men en hollandsk opdrætter som vidste at vi vældig godt kunne lide den hanhund hun havde brugt som far til sit kuld, ringede en mørk vinteraften og spurgte om vi var interesseret i at få en hvalp da hun havde en til overs.
Efter nogle timers overvejelse besluttede vi os for at kører til Rotterdam og se på kuldet. Fille var en lille klumpe-dumpe som ikke var specielt aktiv, men hvilede meget i sig selv, måske ikke lige den type hund vi havde i tankerne, men et par uger senere rejste vi igen til Holland og tog Fille med hjem. Hun var utrolig rolig og havde et velafbalanceret gemyt. På det tidspunkt havde vi 3 andre tøser, som ikke var specielt nemme at omgåes, men pga. Fille's skønne temperament fik hun "lov" til lige så stille at glide ind i flokken.
Som lille hvalp hold hun af at sidde ud på gårdspladsen mens hun gumlede på en pind, og det er nok en af de billeder som står stærkest i min erindring om Fille, sammen med billedet af hende liggende henslængt på sofaens armlæn, hvor hun selvom hun små-sov, alligevel kunne logre når man kom forbi.
Fille blev en kraftig og tung tæve, men fik da et par fine placeringer på diverse danske og hollandske udstillinger. I en tidlig alder begyndte hun at træne DKK lydighed, men hun var et stort fjollehoved så det med akkuratesse og detaljer var svært at få hende til at fatte.
Agility var sjovt, men desværre havde hun en højde som gjorde at hun skulle konkurrerer i klassen for store hunde hvor pindenes højde lå på ca. 55 cm og konkurrenterne var store hurtige Border Collies. Hun klarede sig dog hæderligt, bl.a. på grund af hendes evigt glade humør og gå-på-mod. Når det gik stærkt kunne hun ikke lade være med at komme med et højt "WROUUUW!" som vi kaldte for "løvebrølet".
Fille opnåede at blive Dansk Lydighedschampion hvorefter hun fik et kuld hvalpe. Det var en lang og vanskelig fødsel og desværre måtte vi stoppe med hende i avl da det viste sig at være uheldige ting i kuldet, som desværre kostede 2 hvalpe livet og en unghund døde senere af nyresvigt.
Da vi mistede Amie, som var vores bedste lydighedshund, startede Lene så småt at træne Fille igen, og i løbet af vinteren 2009/2010 viste det sig at Fille måske alligevel kunne begå sig i elite-klassen. Så i 2010 bestod hun sin første elite-prøve i første forsøg og nummer 2 kom hurtigt derefter. Men Fille var jo Fille, så at få den sidste 1. præmier i hus var ikke så ligetil. Fille lavede pirouetter, saltomotaler, brølede sit løvebrøl m.m. hvilket man jo ikke må til en eliteprøve.
Stor var glæden da hun alligevel fik tilbudt at deltage i VM i lydighed som foregik i Danmark i sommeren 2010. Fille fik ikke særligt høje point men hun fik vist racens glæde og iver, som gav hende bifald fra publikum.
I begyndelsen af 2011 fik Jan overdraget Fille som hans nye agility-hund, da gamle Heeven blev pensioneret. De var godt på vej til at lære hinanden at kende da hun på tragisk vis pludselig døde. Hun var også kvalificeret til DM i Rally, godt nok i begynder-klassen, men Jan havde store planer med hende, for med hendes glæde og arbejdsiver, kunne hun sagtens komme langt i Rally som passede bedre til hende end LP.

Men sådan skulle det ikke være...

Vi vil aldrig glemme vores Fille:

Når vi skulle ud på tur og skulle give halsbånd og evt. sele på, for så gemte Fille sig, fordi selen skulle over hovedet.
Når vi kom hjem fra turen og vi tog selen af hende. Så drønede hun ned ad vejen og kastede sig omkuld og rullede som en tosse mens hun hylede og brølede
Når vi skulle ned på LP-banen for at træne, for så galloperede Fille i forvejen og endte med et spring som fik hende til at vende 180°...
Når vi trænede med de andre på agility-banen, for så lå Fille nede på LP-banen og holdt øje med os...
Når vi løb agility og det gik stærkt, så brølede Fille som en løve, af bare glæde...
Når man kiggede ind i stuen og Fille enten lå på armlænet af sofaen, eller i sin sorte stol...
Når man talte til hende, og hun automatisk logrede...
For hendes altid glade humør og blink i øjet...
For hendes stærke jagtinstinkt som kostede både agerhøns, fasaner, duer og en harer livet...
Når hun legede med Dingle, og tog fat i nakken på hende mens hun brølede...
Når der skulle gives mad, hylede og peb Fille og fik resten af flokken med. Nu er der helt stille...
Når der var modne kirsebær, hindbær, solbær, ja selv ribs, så spiste Fille dem med glubbende appetid...
Når man gik enten lydighed eller rally med hende, så var hun utrolig glad og opsat på at behage os...
Når hun lå ude på gårdspladsens rald og blev ved med at være overrasket over at der dukkede nye små-sten op mellem hendes poter, og de MÅTTE bare pilles ud af pelsen og spyttes væk, og så kom der igen en ny????
Når hun midt under en lydighedsprøve kunne finde på at ligge og rulle på ryggen eller springe op og nappe efter Lene's lomme.
Når hun skulle "skidte" så var det altid så besværligt for det skulle foregå inde i tæt buskads og med ryggen til os...
Når man kløede hende på næseryggen eller i nakken, så sukkede hun af velbehag...

Fiona var vores første hund og starten på vores liv med Schapendoes og hundesport som absolut hovedinteresse.
Efter vi var blevet enige om, at vi skulle have en Schapendoes, kørte vi til årets sidste store DKK udstilling i Herning. Her talte vi med Solveig, som havde et kuld hvalpe hvor der var 2 tæver som endnu ikke var solgt. Vi besøgte hende og havde valget mellem en lille ballademager som bed og åd vores snørrebånd, og så lille Fiona med de store "hjorte-øjne". Da vi ikke havde erfaring med hunde, valgte vi den stille Fiona.
Fiona var ikke verdens stærkste hund – hvad psyke angår. De første mange år var hun bange for alt nyt, skud, nytårsfyrværkeri, torden m.m. Det hjalp ikke da vi fik Heeven, som hun hadede fra første øjekast, og de to blev aldrig venner, men ignorerede hinanden i 12 år.
Fiona startede hvalpetræning i DcH Vejle og afsluttede kurset med at få højeste score og en flot medalje i den afsluttende prøve. Det fik os til at fortsætte lydighedstræningen af Fiona og det styrkede afgjort også hendes selvtillid. Vi skiftede til Dansk Kennel Klubs LP-program og det tog adskillige år før hun nåede helt til tops og blev den første Schapendoes tæve i Danmark som fik titlen Dansk Lydigheds-champion (DKLPCH).
I Elite-klassen var det for svært for Fiona at begå sig, men hun opnåede dog en flot 2. præmie, inden hun fik lov til sit livs succes: Agility.
Her fik Fiona lov at folde sig ud og vise at hun havde power og gå-på-mod når det gik stærkt. Hun opnåede bl.a. at blive kåret til et stort stævnes bedste all-round hund blandt alle de store hunde, en 18. plads i DcHs Danmarksmesterskab i agility, og et utal af præmier.
I det daglige var Fiona en meget nervøs hund med et utal af "oversprings-handlinger" såsom: Manisk slikkeri af poter, manisk slikkeri af sit skridt, manisk kløen ører m.m. Mange gang ødelagde hun vores nattesøvn med hendes "flip".
Da vi flyttede på landet blev det noget bedre. Her var der ikke så meget som kunne stresse hende og hun var også blevet noget ældre og mere afslappet.
Da hun fyldte 12 år begyndte hørelsen af forsvinde og da hun var 13 år var hun helt døv. Det forandrede hendes sind totalt. Hun blev afslappet, fandt sig i at de andre hunde trådte på hendes hale eller stødte ind i hende, og hun kunne ikke høre når en bil kørte ind i gårdens grus, så hun havde det rigtig godt i sine sidste år.
Hun blev mere stiv i sine lemmer, sov noget mere og synet var heller ikke så godt, men når hun var med ude til træning af de andre hunde, gøede hun som en besat fordi hun også ville være med. Så fik hun lov at hente en apport eller en anden genstand, hvilket altid har været hendes favorit øvelse. Hun fik også lov at løbe lidt agility hvor pindene var lagt ned. Hun satte dog enten af for tidligt eller for sent, så afstandsbedømmelsen var heller ikke for god, men hun kunne bare ikke få nok af aktiviteter.
Ugen før sin død var vi til lydighedstræning i Børkop. Her stod vi bagefter og fik en snak og en kop kaffe mens Fiona og Heeven fik lov at hente en bold som vi kastede gang på gang, på gang. Fiona kunne ikke løbe så hurtigt som Heeven, men når de begge kom tilbage (Heeven med bolden i munden) så så Fiona lige så stolt ud som Heeven. Jo, Fiona havde det godt til det sidste...

Her følger historien fra vores blog, i de sidste frygtelige dage i gamle Fiona's liv:

Kategorier : Fiona, Sundhed
Så er det gamle Fiona…
20 08 2009
Ja, vi ved godt at nogle af vores hunde er ved at være gamle og deres kroppe derfor viser tegn på ælde, men….
Heeven bøvler jo med fordøjelsen og i nat vågnede vi ved et skrig/hyl. Jeg tændte lyset og der var ro over det hele bortset fra Fiona, der bøvlede en del for at komme op på sin sovepude. Når hun har sovet har hun lidt stive ben, så det var der ikke noget udsædvanligt i. Resten af natten forekom rolig, men da mit vækkeur ringede og de 3 yngste flokkes for at sige godmorgen, opdagede jeg at gamle Fiona lå ved siden af min seng og halsede voldsomt. Hun lå også underligt med bagbenene trukket op under sig. Da jeg ville røre ved hende flyttede hun sig med stort besvær. Det ser ud som om hun har et problem med venstre bagben, og kan ikke komme ned og ligge ordenligt eller gå ordenligt. Da Lene har fri i dag, bar hun Fiona op i min seng og lagde hende helt om på siden, og så slappede den gamle helt af og stoppede med at halse, mens hendes øjene langsomt gled i.
Nu sover de alle mens jeg er taget på arbejde, og Lene vil i første omgang forsøge at få fat i noget smertestillende til Fiona, men ellers må vi igen køre til dyrelægen.
Det er bare så træls når hundene ikke har det godt…
—————————————-
Lene har ringet til dyrelægen som anbefalede at give et smertestillende middel som vi tilfældigvis havde liggende. Det har Fiona nu fået, men hun kan ikke slappe af. Dyrelægen mener at det er i ryggen, at hun har fået et vrid måske fordi hun i nat er snublet på det glatte trægulv i soveværelset. Vi venter til middag med at bestemme os for, om vi skal til dyrelægen.
———————————————-
Fiona ville lige før middag gerne med ud at gå en lille tur, så det fik hun lov til. Hun gik som om hun bare var lidt træt, men havde ellers ikke nogen problemer, men da hun kom hjem vraltede hun hvileløst rundt og havde tydeligvis smerter, og det kulminerede med at hun begyndte at hyle højt og dinglede rundt.
Nu kører vi til dyrelægen og får undersøgt hvad der er i vejen med stakkels Futte…
———————————————–
Da hun kom ud til dyrelægen fejlede hun ingen ting. Han undersøgte hende og fandt ingen tegn på hendes “anfald” af smerter og trækken på venstre ben. Han valgte at tage et røntgenfoto og mens det blev fremkaldt fik hun igen et smerte-anfald og han kunne ved selvsyn se at den var helt gal med hende. Røntgenfotoet viste svær “spondylose” som er en gradvis sammenvoksning af ryghvirvlerne. Utroligt så sej den gamle tøs har været. Det er kun 2 år siden hun løb sit sidste agility løb uden problemer og har først det sidste 1-1,5 år vist tegn på alderdom, men spondylose opstår ikke så hurtigt så hun har faktisk haft det i adskellige år.
Hvis det var spondylosen som er skyld i hendes problemer så burde hun have konstante smerter, så han mener (vi håber) at det skyldes at der oven i spondylosen sidder en nerve i klemme, måske noget som skete i nat da hun ville dingle op fra sin sovepude og måske er gledet på trægulvet.
Hun har nu fået noget stærkt smertestillende som hun skal være på i de næste par døgn for at få total hvile, og så må vi se.
Hun fylder 14 år i oktober, så vi ved at vi kun har hende “til låns” i en begrænset tid, men det er hårdt pludselig at være så tæt på det tidspunkt hvor der (endnu engang) skal tages afsked med en af vores allerbedste venner, denne gang efter 14 års venskab og utallige oplevelser.
——————————
Hun tog sig nogle ordenlige “skrabere” i går, og når hun vågnede var virkede hun som om hun var blevet mindst 1 år ældre men uden smerter og kunne enda logre med halen da jeg kom hjem.
I samråd med dyrelægen (som var glædeligt overrasket over at hun allerede havde fået det bedre) fortsætter vi med at give hende smertestillende piller yderligere en uge og holder hendes motion på minimum, i tilfælde af, at det var en tilfældighed at en nerve sad i klemme og at det for så vidt ikke skyldes hendes rygproblem, bortset fra at hun selvfølgelig går og bevæger sig dårligt og dermed nemmere kan træde forkert.
Forøvrigt forsøger vi os nu med et kosttilskud til Heeven og håber på at det kan få hendes tarme til at arbejde mere normalt.

------------------------------------

Gamle Fiona besøger gamle mor…
21 08 2009
Jeg havde jo egentlig taget fri torsdag og fredag for at besøge min mor i Ribe, men torsdag fik Fiona jo forpurret planerne ret så godt.
I dag havde hun det væsentligt bedre, men stadig ikke godt.
Jeg besluttede efter en del overvejelser, at jeg ville tage hende med til Ribe. Er der to ting gamle Fiona elsker rigtig meget, er det vores bil, og min mor.
Afsted gik det mod Ribe i langsom sneglefart så det ikke bumpede for meget for Fiona. Og hold op hvor blev Fiona glad for at se min mor (og omvendt). Det er sjovt at min mor altid har betydet så meget for den hund. Vi havde en god dag, selvom det var svært at slappe af og nyde dagen. Man kigger og studerer hele tiden Fiona for at have en fornemmelse af, hvor ondt hun evt. har det. Der er ingen tvivl om, at hun stadig har det rigtig skidt. Men gør hun samme fremskridt til i morgen som hun gjorde til idag, er jeg sikker på hun nok skal komme sig. Og gør hun ikke… ja, så ved vi jo godt hvad vi så skal gøre…
Hun har haft lige knap 14 gode og ekstrem aktive år. Det er ikke småting hun har oplevet. Når man ser bort fra mange, mange lydighedsprøver og-konkurrencer, har hun jo også været med på vandreferier i Tyskland, Holland, Luxenborg, Østrig, Frankrig, ja, selv en tur rundt i Roms gader er det blevet til. For ikke at tale om vores årlige efterårs-sommerhusferie ved Vesterhavet. Jeg tror, at hvis man talte alle de skridt sammen hun har vandret, kunne de nå flere gange rundt om jorden )
Nå, nu lyder det næsten som om jeg har opgivet at hun bliver rask… men selvfølgelig gør hun det! – vi skal måske nok bare til at vænne os til, at hun nu er blevet rigtig gammel og der skal tages meget mere hensyn til hende her & nu og i den nærmeste fremtid.

-----------------------------------

Det går ikke godt…
22 08 2009
Fiona vågnede engang i nat og peb højt da hun ville rejse sig, og det samme er sket både her til morgen og i løbet af dagen. Hun får jo smerte stillende piller for at hendes krop kan få ro, i fald det “kun” drejer sig om en nerve der har sat sig i klemme, men vi frygter at det ikke bare er det. Når hun ikke sover virker hun meget rastløs og har svært ved at ligge sig ordenligt ned. Hun er også meget fokuseret på hvor vi er, så jeg kan ikke foretage mig ret meget uden for hendes synsfelt for ellers forsøger hun igen at komme i nærheden af mig. Det er nogle hårde timer blot at skulle se på stakkels Fiona, men vi håber stadig på at tid og ro, kan give hende det godt igen.
Vi vil nu forsøge hurtigst muligt at få en tid hos “dibbe-dut-damen” Anneline i Davinde som er Bowen-behandler. Hun har før vist at hun på utrolig vis, kan afhjælpe fysiske skavanker hos både dyr og mennesker. Kan hun hjælpe Fiona med hendes problemer, her og nu, er vi et stort skridt videre mod endnu et stykke tid sammen med Fiona, men ellers må vi kører til dyrelægen, da Fiona ikke skal lide ret mange flere dage.
Lene er med Fille til agility-konkurrence i Frijsenborg. Det går faktisk rigtig godt og Fille er bl.a. blevet nr. 9 i et af de åbne løb hvor alle store hunde konkurrerer mod hinanden uanset hvilken klasse de normalt løber i, så det er rigtig flot. Det var meningen af Heeven, i morgen søndag, skulle have deltaget i en af hendes sidste agility-konkurrencer, hvilket jeg og helt sikkert også Heeven havde glædet os til, men vi er nødt til at blive hjemme hos stakkels Fiona.

----------------------------------

Farvel Fiona…
22 08 2009
Vi har lige sagt farvel til Fiona som nu kan mødes med Amie i agility-himlen. Dyrelægen kom forbi og vi blev enige om at det var bedst for hende at få fred.
Det blev 14 meget aktive år med fuld fart. Kun få dages sygdom. Kan næsten ikke blive bedre for en af vores bedste venner…

-----------------------------------

Frijsenborg agility weekend
23 08 2009
Så er weekenden overstået… på godt og ondt.
Jeg skulle til to-dages stævne i Frijsenborg med Fille og havde glædet mig helt vildt, fordi Fille er helt på toppen rent humørmæssigt lige nu.
Lørdag tog vi afsted, fuldstændig overbeviste om, at Fiona ville have det bedre når vi kom hjem senere på dagen.
Fille var bare i hopla. Vi startede med Spring Åben og her løb hun fejlfrit og blev nr. 11 blandt de store hunde. Videre med Agility Åben hvor hun igen løb fejlfri og blev nr. 8. Der var nogen og 50 store hunde, så jeg var godt tilfreds. I middagspausen var der hver dag et finaleløb som du kvalificerede dig til gennem de to Åbne løb. Fille var sjette bedste hund til finalen blandt de 20 kvalificerede store hunde. Finaleløbet var lørdag et springløb, og hold op hvor Fille gav den hele armen igen. Sluttede på en fjerdeplads… det havde jeg aldrig troet jeg skulle opnå med Fille.
Men så hørte det hyggelige også op… jeg ringede hjem til Jan for at høre hvordan det gik med gamle Fiona. Det var slet ikke godt – Jan mente det var gået meget tilbage. Jeg havde ikke lyst til at løbe mere, men ville hellere hjem, så vi kunne beslutte os for hvad vi skulle gøre. Pokkers også, jeg havde håbet på at hun stadig ville få det bedre jo længere tid der gik.
Det var et ynkeligt syn der mødte mig da jeg kom hjem. Gamle Fiona kom logrende imod mig, selvom hun knap kunne bevæge sine ben. Hold op hvor var hun blevet dårlig – og hvor var det tydelig at hun havde mange, mange smerter. Vi ringede efter dyrlægen, så vi kunne hjælpe hende for aller sidste gang i hendes lange liv. Dyrlægen var heller ikke i tvivl – det var tid til at give Fiona fred.
Det foregik ligesom med Amie, stille og roligt, mens vi sad og snakkede og kælede med hende. Da hendes hjerte var holdt op at slå, lod vi de andre 3 få lov til at snuse til hende, men det så ikke ud til at det betød noget særligt for dem. Jeg håber det var sidste gang i meget, meget længe at vi  skal sige farvel til en af vores hunde – det er simpelthen for hårdt.

Vi havde en underlig oplevelse om aftenen da vi skulle i seng. Alle vore hunde har altid haft hver deres sted at sove om natten. Gamle Fiona sov altid i et hjørne længst væk, og de andre hunde gik ALDRIG hen for at sove på hendes plads. Da vi gik op i seng så vi at Fille allerede havde lagt sig på Fionas plads!!!??? Hvorfor gør hun det lige præcis nogen timer efter Fiona sov ind? Hun lå der kun et lille stykke tid og gik så hen på hendes egen plads igen. Hun har aldrig gjort det før, selvom Fiona altid var den sidste til at komme i seng. Underligt, hvad der nogen gange foregår i de hunde-hjerner.

Jan og Heeven havde tilmeldt sig agility om søndagen, og efter meget snak frem og tilbage, besluttede vi os for alle at tage afsted. Det ville være bedre at komme væk og tænke på noget andet, end at gå herhjemme og mindes gamle Futte hele tiden.
Jeg var slet ikke i humør til at løbe – havde næsten ikke sovet i to dage – men Fille var på igen. Hun kvalificerede sig atter til finalen der i dag var et Agilityløb. Men det blev til en disk, nok mest fordi jeg ikke rigtig var i hopla.

--------------------------------------------------

For et år siden glædede vi os over at Amie snart skulle til DcHs Danmarksmesterskab i Hjørring. Hun var på toppen af sin karriere, vi havde 5 hunde og nok at se til.
Nu er der gået et år, og vi har 3 hunde tilbage. Det virker bare så utrolig uvirkeligt...
At Amie pludselig skulle dø, kunne vi på ingen måde have forberedt os på, men at vi snart skulle tage afsked med Fiona efter et langt, aktivt og godt liv det troede vi at vi havde forliget os med, men nej, så nemt er det bare ikke...
For ikke engang en uge siden var det den samme gamle Fiona som altid lå i vejen når man skulle ud af køkkenet. Hun havde den vane at hun bare SKULLE ligge med forpoterne hvilene på dørtrinnet så hverken vi eller de andre hunde kunne komme forbi.
Det var den samme gamle Futte som man forsigtig skulle forsøge at vække når vi skulle bære hende op i soveværelset. Når man er døv, bliver man let forskrækket hvis man sover og vi prøver at vække hende. Nogle gange snappede hun lynhurtigt ud i luften pr. instinkt.
For en uge siden gik vi tur hvor Fiona stod tilbage oppe ved gården og kunne ikke rigtig se om vi virkelig forsvandt ned i skoven. Så kunne vi være sikre på at når vi var ude af syne så skulle hun ligge en klat lige på kanten af LP-banen. Når vi så var nået ned til søen kom gamle Fiona dinglende i skarpt trav eller ligefrem i løb med tungen ud af munden og et stort grin. Så skulle hun have en godbid fordi hun alligevel selv havde fundet os.
For en uge siden var det Fiona som ikke syntes det var sjovt når vi gik over stub-markerne. Halmstråene var ikke så sjove at gå på, syntes Futte.
For en uge siden var det Fiona som man skulle passe lidt på når man gav en godbid. Muligvis fordi hun ikke så så godt, at hun tøvede når man stak en godbid frem til hende, men efter et sekunds betænkning hapsede hun den med en hurtighed som en kobraslange.
For en uge siden var det Fiona som ikke lige havde set at vi f.eks. gik og arbejde omme ved den nye agility-bane, så hun var gået hen til bagdøren ved huset hvor hun stod og gøede vredt for at ville ind.
For en uge siden var det Fiona som forventningsfuldt stod ved bagenden af bilen, fordi hun så gerne ville ind i sit lille stofbur i baggagerummet.
For et år siden var der 5 madskåle som blev stillet frem, nu er der kun 3....
Vi savner jer utrolig meget i kære hunde...


Amie var vores første hund vi selv beholdt af egen avl.
Hun viste sig hurtigt at være meget nem at stresse og det påvirkede hele hendes liv på godt og ondt.
Der var altid gang i Amie. Hun lå sjældent og sov, men var med på hvad som helst.

Hun viste hurtigt særdeles gode evner indenfor lydighed, og hurtigt blev hun første Dansk Lydighedschampion og efter nogle begyndervanskeligheder i den svære elite-klasse, bestod hun også den, for derefter at blive den første Schapendoes som nogensinde er bleve Dansk Elite Champion. Programmet i Elite-klassen passede ikke helt til lille Emmer, som f.eks. havde en rigtig god prøve til de internationale lydigehedsprøver i Hillerød, men fik næsten ingen point fordi hun var så ivrig at hun gentagende gange peb af glæde og spænding eller steppede med sine forben.

Derimod var hun i sit rette element på agility-banen. Hun løb i mellem-klassen og var i de sidste år af hendes liv blandt de 5-6 bedste mellem-hunde i Danmark. Hun vandt adskillige løb, blev to gange nr. 3 til de jydske mesterskaber, blev nr. 6 til FUFAs Danmarksmesterskab og mange, mange flere flotte resultater.

Socialt var Amie ikke nem. Hun var bange for alle fremmede hunde og havde lidt svært ved at accepterer at vi fik Fille ind i flokken, og hun kunne overhovedet ikke tåle synet af Odie, da hun som den sidste kom til vores hjem.
Hun fik dog, lige som Fiona, et væsentlig bedre og mere afslappet liv da vi flyttede på landet. Her kunne hun koncentrerer sig om andet end lyden af en hundekæde ude på stien eller en bil der kørte forbi indkørslen.

Hun var på toppen psykisk og fysisk da hun desværre fik konstateret kronisk nyresvigt, og vi måtte tage afsked med hende efter blot 8 utroligt begivenhedsrige år.

Her er hvad der skete de sidste 3 frygtelige måneder af hendes korte liv:

Pludselig en dag på vores ferie til Nørre Vorupør, sidst i oktober 2008 havde Amie ikke lyst til at spise.
Det var aldrig sket før, og vi vidste at der var noget galt.
Hun drak mere og ville ud at tisse om aftenen hvilket hun heller ikke havde haft behov for før.
Vi tjekkede for symptomer på nettet og diverse bøger, og desværre passede de på kronisk nyresvigt.
Vi kontaktede vores dyrelæge som efter nogle blodprøver kunne konstaterer at hun var uheldbredeligt syg,
men at vi kunne have op til 1 eller 2 gode år endnu med lille Amie.
Hun kom på diætfoder som skulle skåne de ødelagte nyrer, men hun tabte sig støt og roligt. Hendes humør fejlede aldrig noget, men hun tiggede konstant mad uden at ville spise. Hun begyndte at tabe sin pels i store totter og hun blev rastløs når vi slappede af om aftenen.
Hver 14. dag fik vi tjekket hendes nyretal og det så rimelig stabilt ud, troede vi...


Vores Schapendoes har nyresvigt
november 28, 2008

Sidste nyt om Amie er, at hun stadig er helt vild med sit diætfoder, hun tager på i vægt og hendes fanden-i-voldske humør er tilbage. På torsdag skal hun ud til dyrlægen for at få tjekket hendes nyretal og blodplader. Vi er stadig ikke sikre på hvad hendes nyresvigt skyldes, og kan derfor ikke være sikker på at hendes tilstand er stabil. Vi håber det bedste…

-----------------------------------------------

Amie fortsætter…
december 4, 2008

Så har Amie været til endnu et eftersyn hos dyrelægen. Resultatet af blodprøven får vi først i morgen formiddag, men umiddelbart mener han at vi har opdaget hendes nyreproblem i tide, og dermed reddet hendes liv.
Hun skal fortsætte med diæt-foder resten af livet og det er slut med rå ben, griseører m.m., men det skulle så også være det eneste som ændrer sig i hendes dagligdag.

Amie er meget bange for at komme til dyrelægen, og det hjalp absolut ikke på det, da hun i dag skulle ind ad glasdøren til klinikken. Lige før hun skulle ind ad døren dukkede et gøende Schæferhunde-hoved op i ruden og Amie fik sådan en forskrækkelse, at hun også begyndte at gø af bare rædsel.
Ejeren fik styr på sin hund og Amie kom ind, men da hun skulle passerer den store hund, skulle hun lige knurre, hvilket fik Schæferen til at starte sit gøen igen, og Amie stemte selvfølgelig i.
Dyrelægen måtte lige ud og se hvad der skete i venteværelset, sådan larmede de to…

-----------------------------------------------

Både godt og skidt…
december 5, 2008

Jeg må indrømme at jeg havde håbet/forventet, at dyrlægen havde sagt at Amie’s nyretal og blodplader var helt fine igen.
Men nyretallene lå ligesom for 14 dag siden, og hendes blodprocent var ikke blevet højere. Dyrlægen var tilfreds med nyretallene og mente at tiden havde været for kort til, at blodpladerne havde “formeret” sig.
Det væsentlige er stadig at hun spiser og er glad og tilfreds. Og det må vi jo sige at hun er.
Vi skal tale sammen igen om ca. 3 uger og evt. tage nye blodprøver.

-----------------------------------------------

Øv, øv, øv…
december 9, 2008

Amie har igen mistet sin appetit. Kan til nød spise ca. 6 spiseskefulde diæt-tørfoder 2 gange om dagen. Tilgengæld tigger hun hele tiden om godbider, så hun er altså sulten. Vi giver hende diæt-foderet som godbider når hun tigger, og så bliver de knast uden problemer. Det virker som om hendes mave siger at hun er sulten, men noget i hendes krop siger noget andet. Det kan skyldes affaldsstoffer som ophobes i hendes krop pga. de defekte nyrer, som skulle have udskildt stofferne gennem urinen. Disse affaldsstoffer kan give kvalme og appetitløshed.
Amie er også blevet tynd, så det er trist at se at hun ikke spiser og tager på. Dyrlægen mener stadig at det nok skal gå, men jeg har desværre efter hånden min tvivl.
For det ikke skal være løgn har Amie’s søster fået foretaget en blodprøve for at tjekke om hun også lider af samme problem som Amie, men det viser sig at stakkels Allie lider af leverproblemer så nu er hun også sat på diætfoder resten af livet.
Det er svært at se fremad og tro på at det hele nok skal gå godt. Det er frygteligt når vores hunde ikke har det godt. Hørte om en hundejer hvis hund var alvorligt syg, og havde det skiftevis godt og skidt. Den stakkels ejer brugte al sin tid på at se på sin hund for at afgøre om den led, og måske burde aflives. Ejeren nåede at tabe sig 5 kilo før hun til sidst måtte aflive sin gamle hund.

-----------------------------------------------

Amie’s helbred…
december 12, 2008

Det går desværre ikke fremad som vi havde håbet og forventet. Nu har hun igen mistet appetitten, er begyndt at tabe pelsen i store totter og trækker vejret mærkbart hurtigere.
Hun virker stadig frisk men kunne man dog bare spørge hende hvordan hun havde det, så kunne vi måske hjælpe hende.
Vi må ringe til dyrelægen på mandag og hører hvad han synes vi kan gøre.

-----------------------------------------------

Puha… en aktiv dag
december 21, 2008

Vi starter som altid - når vi har fri - med en lang tur ud over markerne med alle hundene. Selv gamle Fiona på 13 år, følger stadig fint med og har stor fornøjelse af de lange gåture. Så hjem i den varme stue, hvor jeg begynder at fodre hunde og Jan laver morgenmad til os. Det at fodre hunde har grebet lidt om sig. I og med at Amie slet ikke vil spise mere, gør vi alt for at finde på noget at narre hende med (lidt svært når det ikke må være kød, fisk og lign.) men opblødt fodder med en reven gulerod og et halvt stykke smuldret rugbrød kan godt narre en rimelig portion mad i hende.

Og så skulle vi ud og træne med resten af hundevennerne. Hold op, det er længe siden - dejligt at være afsted igen. Jan tog med og trænede lidt med de tre gamle og gik tur med dem. Jeg kunne så koncentrere mig om lille Odie og Fille. Odie er godt på vej i alle klasse 3 øvelserne. Den sværeste øvelse er stå-sit-dæk under gang og så er “fri ved fod” rodet som altid. Men indkald med stå, feltet, springapport og også lidt stillingskiften kører efterhånden rigtig godt. Højre venstre apport (ud til guffer i stedet for apport), keglen og næsesøg går også fint fremad.

Fille har fået en lille pil opad igen :o ) hun har faktisk fundet ud af, at løbe ud og stå ved keglen, selvom der er et felt eller en apport hun senere skal ud til. Hendes indkald går langsom fremad igen (på nær de gange, hvor hun (uden jeg opdager det) i stedet for at blive liggende, følger lige så stille med mig helt ned til hjemkalds-positionen). Hendes stillingskift er vi startet forfra med. Hun tager mange af skiftene pænt, men hold op, hun kan være længe om at indtage possitionerne – gad vide, om hun kan nå bare de halve af possitionerne inden tiden er gået? Jeg tror lidt på igen, at vi kan prøve at gå op i Eliten til April. Men nu ser vi.

Efter tre timer gik turen atter hjem, hvor et brændefyr ventede på at blive skilt ad og få ny isolering. Bagefter skulle en lille bro laves på en af markernes små stier, så vi igen kan gå rimelig tørskoet - specielt for de fir-benedes skyld :o ) Og så skulle der kløves træ. Det er faktisk en ren fornøjelse efter vi har købt ny kløver, hold op! der ryger noget igennem. En stor portion blev også savet til små stykker og det hele ligger nu stablet fint. 7-8 arbejdsdage mere, og vi burde være færdige med årets træ-arbejde.

Kl. 19.00 kunne vi, godt møre i hele kroppen, gå indenfor igen. Amies menu blev til aften: Piller snasket godt ind i diæt-dåse-mad. Der blev næsten spist op…. I morgen skal vi til tjek hos dyrlægen. Hun har nu kørt på medicin i en uge – uden at det har givet hende appetitten igen, men vi håber bare på, at hendes nyrer ikke er blevet dårligere, så må vi bare blive gode til at finde på nye ting der kan få hende til at spise.

-----------------------------------------------
Amie har igen, igen været hos dyrlæge/
december 22, 2008

Både godt og skidt…

Hendes nyrertal er ikke blevet dårligere, og måske hendes slimhinder ser lidt friskere ud (blodprocent) men hun har tabt et halvt kilo siden vi var der sidst, hun vejer nu under 13 kg :o (

Hendes humør er stadig fuldstændig overstadigt, og så længe det er det, mener dyrlægen vi skal se tiden lidt an. Taber hun sig yderligere eller sker der noget andet med hende skal vi prøve at have hende scannet. Vi skal tales ved med dyrlægen, først i det nye år… hvis der ikke sker tilbagefald.

Nu har vi kogt pasta og ris som vi vil prøve at blande i hendes aftensmad.

-----------------------------------------------

Amie har det godt…
december 25, 2008

Efter sit besøg hos lægen har Amie haft dårlig mave. Kan skyldes stress eller at vi, efter lægens råd, blandede pasta i hendes mad, men i nat sov Amie roligt hele natten (hvilket jeg ikke gjorde da jeg ikke er vant til en hund i sengen, men det får hun altså lov til nu). Problemet er så bare at vores mindste, Odie, som af natur er en leder-type og dominant, er blevet holdt nede af Amie siden Odie flyttede ind, så når Odie ser sit snit til at møvre Amie væk fra tronen, så gør hun det. Derfor listede Odie sig også op i sengen, så på et tidspunkt syntes jeg godt nok at lille, tynde Amie vejede meget på mine ben og fødder, men det viste sig at de lå side om side oven på mine ben.
Her til morgen spiste Amie fuld portion mad (!), havde normal mave og var i et perlehumør på vores morgentur.
Dejligt :o )

-----------------------------------------------

Amie er kræsen…
december 29, 2008

Så kom Lene hjem efter sin tur til ribe for at fejre jul med sin familie. Jeg skal love for at hundene var glade for at se hende igen.
Amie spiser rimeligt, men hun er helt klart træt af de Hills K/D piller hun får serveret, og de skal camoufleres godt og grundigt med ris, pasta, reven gulerod, smulret rugbrød m.m. før hun gider spise op, og alligevel ligger der altid nogle fint ren-slikkede piller tilbage i skålen. Lene synes nu alligevel at hun har fået en lille mave på igen (altså Amie…).
Desværre har de forskellige ting vi har puttet i hendes piller givet en lidt dårlig mave, og måske at det er derfor at hun har haft periodiske rystelser de sidste 24 timer. Det virker nærmest som om hun har kuldegysninger men hun har det varmt og godt i vores seng. Amie har altid være noget “tøset”, modsat hendes mor Heeven, så når Amie har lidt ondt, så kan hun hverken gå, stå eller spise. Derfor tror (og håber) vi at hun har bare har haft lidt ondt i maven, men det er jo svært når hunden ikke gider svarer når man spørger hvorfor den ryster…

I går var vi ude og træne med alle hundene og Amie var fuldstændig over-tændt, og kunne næsten ikke koncentrerer sig om elite-programmet som jo kræver en del præcision og koncentration. Når hun er så tændt, er det ingen sag at serverer hendes kedelige foderpiller som godbider i forbindelse med træningen. De ryger lige ned i halshullet…
Da hun kom hjem måtte Lene igang med kam, børste og saks. Amie har snart ikke mere underuld hvilket er med til yderligere at få hende til at virke tynd og syg. Hendes hoved er ikke mere rundt men nærmest trekantet.

Skifter nu til Royal Canin’s diæt-foder. Hun har før spist Royal Canin’s produkter før vi skiftede til Kingsmoor, så måske det kan give hende lidt mere appetit. De havde i øjeblikket ikke større sække, så jeg måtte købe 2 kg som kostede 170,- men hvad gør man ikke for sin hund?

Amie var faktisk i så godt humør her til morgen (på trods af hendes halvdårlige mave) at hun kom til at lege med Fille. Odie og Lene var til et agility-kursus, så Fille havde ikke andre at lege med så det var sjovt at se når Fille gjorde sig til for Amie. Amie har aldrig rigtig lært at lege da hun voksede op med tossede Fiona som jo havde berørings-angst og en form for social blokering, men i dag glemte Amie det, og løb efter Fille som måtte spæne for livet for ikke at blive hentet af Amie. Amie er absolut vores hurtigste og mest adrætte hund. På et tidspunkt var Fille ved at blive hentet ude på den store græsplæne og helt desperat kastede Fille sig ud i vores lille skov. Her forvandt hun i blade, vissent ukrudt og jord. Amie stod bare ude på græsplænene og gloede måbende på Fille som ikke kunne stoppe igen.

Da vi kom ind igen, var Amie i så højt humør at hun gøede helt vildt med en art “pivset” gøen som hun kun bruger når hun er meget glad og ophidset. Hun spænede vildt gøende ind i huset mens jeg tørrede poter på de andre hunde. Hendes gøen tog til men virkede som om den kom langt væk fra. Det skyldtes at Amie var løbet op ad trappen til soveværelset hvor hun lå oppe på sengetæppet. Hun ved godt at det er forbudt område, så derfor gøede hun endnu mere. Så er det svært at skælde hende ud og bede hende skruppe ned :o )

I morgen står den på fælles lydigheds-træning igen, og senere på dagen stiller vi en lille agility spring-bane op nu hvor det er tørt og jorden er fast. Odie skal jo til og igang med agility for alvor, og gerne slå igennem i 2009.

-----------------------------------------------

December-træning
december 30, 2008

I dag havde Amie det godt. Hendes dårlige mave var gået over i løbet af natten, så hun var holdt op med at sitre. Efter en god lang tur i det frost-klare vejr fik hun en portion morgenmad hvor Hills pillerne blev omhyggeligt slikket rene men efterladt. Hun var helt i hopla da vi kørte til Børkop for at træne lydighed, men det varede kort for lige da hun var midt i en gang fri-ved-fod var der nogle unger som mente at nu var det sørme nytår og det skulle fejres med bulder, knald og brag. Så var Amie’s dag ødelagt, hvilket det også var for flere af de andre hunde, heldigvis for Odie og Fille, så er de ikke påvirket, så de trænede videre.
Pokker ta’ det fyrværkeri.
Skulle det ikke kun være kl. 0.00 når året skifter????!!!!!

-----------------------------------------------

Starten på det nye år…
januar 1, 2009

Nytårsaften gik rimelig godt. Man kunne godt mærke at hundene var godt trætte. For gamle Fiona er det en stor befrielse at være døv nytårsaften. Det var førhen et maridt for hende at komme igennem hele december måned, men nu kan hun endda gå ud og tisse, selvom raketterne brager omkring hende :0) Heeven, Fille og Odie sov hele aftenen væk og var rimelig ligeglad med alle lydene. Lille Amie var desværre meget skræmt og lå og rystede i perioder.

Det er heldigvis blevet meget bedre med hendes rystelser. Vi kører hende lagsomt over på det nye foder og det virker som om hun har det meget bedre på det. I dag har hun faktisk slet ikke haft hendes rysteture. Hold op, man bruger meget tid på at studere den lille sorte hund. Vi er glade for, at vi besluttede os for, ikke at få hvalpe på lille Odie nu. Alt vores tid går med Amie så der ville ikke have været meget overskud/lyst til Odie og hendes hvalpe.

Odie er meldt til hendes første agilitystævne. Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at løbe mere med Amie - så jeg har lidt småtravlt med at få mig en ny agilityhund (jo, jo, jeg har selvfølgelig også Fille, men en stor agilitystjerne bliver hun nok aldrig :o ) Jeg håber stadig på, at Amies situation kan stabiliseres, så jeg også kan få hende med. Hun har så afgjort lysten men energien og fysisikken skal også være i orden før hun må have lov til at løbe, for hun kan jo ikke selv sige stop før hun bliver træt.

Ellers en rolig start på det nye år. Startede som sædvanlig med en lang tur ud over markerne. Der var 5 minusgrader og alt var hvidt til morgen, så hundene var helt vilde med at drøne rundt.

-----------------------------------------------
Amies bedste dag, siden hun blev syg…
januar 4, 2009

Amie er vild med hendes nye fodder. Hun spiser rub og stub, uden vi behøver at blande ret meget andet i. Hendes humør er også helt i top. Jeg kan ikke huske hvornår hun sidst har været så glad (det hjælper sikkert en del, at hun som den eneste hund stadig får lov at ligge og sove i sengen om natten :o ) Vi har også givet hende en en Gyldenris-the-kur. Gyldenris skulle have en rensende effekt på nyrer, om det hjælper ved jeg ikke, men skader gør det vel næppe.

Vi fik en lille smule sne i eftermiddag, og pludselig ville Amie lege med Fille. Det er noget der ellers aldrig sker for Amie. Fille var noget tilbageholdende, for sådanne plejer Amie jo ikke at opføre sig. Men det blev til et par fangelege ude på plænen - vi stod bare helt stille og nød hvordan de tonsede rundt. Lille Odie er meget stille for tiden (efter løbetid) og overvejede kun en enkelt gang om hun skulle lege med, men nej, at lege med Amie var lige godt for farligt.

Vi sluttede dagen af med en lang tur over markerne - utrolig som en gang sne kan gøre det hele meget mere spændende at snuse rundt i. Selv gamle Fiona styrtede rundt med logrende hale.

Kan Amie bare blive ved med at have det sådanne, tror jeg igen på, at hun kan leve mange gode år endnu. Men det hele afhænger at hendes appetit. Vægten viste desværre, at hun havde tabt sig lidt igen :o (

-----------------------------------------------

Amie fryser
januar 10, 2009

I går fik vi hende vejet hos en dyrlæge. Hun vejer nu 12,2 kg, men spiser fuld ration på 250 g foder, så vi håber det snart må vende og hun igen begynder at tage på.
Her til morgen måtte hun også soigneres igen da hendes underuld stadig løsner sig og hænger i totter. Det gør også at Amie nemt fryser så når vi f.eks. er i gang med vores “yndlings beskæftigelse” som jo er at pusle med brænde, så må hun have et varmt dækken på eller lukkes inde i huset. Her til aften da vi kom ind, havde hun problemer med at få varmen, og hun blev puttet i et varmt uld-tæppe. Tante Fiona og mor Heeven valgte at lægge sig helt tæt op ad Amie (Se billedet nedenfor).
Pænt af dem at varme stakkels Amie.

-----------------------------------------------

Endelig fremgang!
januar 16, 2009

Amie har nu i næsten en uge kørt på hele 20 spiseskefulde foder, fordelt over 3 måltider om dagen. Hun er ikke så glubbende sulten som i begyndelsen, men det ser ud til at nu skyldes det ikke nødvendigvis ophobning af affaldsstoffer i kroppen, men at hun er naturligt mæt!!!

Lene var ned og købe 14 kg diætfoder (puha det er dyrt) og fik i samme anledning vejet Amie, og hun vejede 12,8 kg, hvilket er en forøgelse på 0,5 kg på en uge. Hun er stadig under de 13-13,5 kg hun gerne skulle op på som minimum men nu går det trods alt fremad, og vi kan (for at undgå at hun ikke gider spise sin mad) sætte hendes ration ned til 2×8 spisekefulde om dagen.

Hun stresser stadig temmelig meget om aftenen, og har svært ved at gearer ned igen når vi skal sove. Kan ligge og puste i flere timer men håber at det måske skyldes at al den mad har den effekt at det sætter hendes stofskifte i vejret. Ikke det vil ønsker, men nu sætter vi mængden af foder ned, og håber at det giver mere ro på hende, og dermed også undgår at hun forbrænder for meget energi.

Det er noget af en videnskab det her….

-----------------------------------------------

Åh nej…
januar 18, 2009

Det er sgu’ godt nok hårdt, også for os, nu Amie er syg. Der er næsten ikke noget der kan henholdsvis gøre dagen super eller rigtig dårlig alt afhængig af om hun spiser eller ej. Nu har hun i 2 dage pludeslig ikke haft lyst til sin nye mad. Hun bruger meget tid på at snuse sig frem til gulerods- og pasta-stykkerne som er blandet i, men spiser måske en enkelt eller to spiseskefulde rigtigt foder, og det bliver man altså ikke stor og stærk af…

En god veninde gav os det råd, at da Amie jo ikke kan leve så længe med de defekte nyrer, så er det måske også synd at bruge så meget tid på at presse hende til at spise hundefoder som åbenbart ikke smager hende. Der er jo stadig hunde som lever helt fint på levninger fra deres ejeres bord, så hvis Amie elsker pasta, vil vi give hende halvdelen af hendes mad som pasta og tilføre nogle dråber børnevitaminer. Det vigtigste er stadig at hun ikke taber sig yderligere, for så risikerer vi at andre organer svigter. Hun er stadig glad og aktiv men det kræver jo energi til maskinen, så hvis maskinen kan kører på pasta og brød, så bliver det altså det. Vi ved jo ikke om Amie lever måneder eller år, så lad hende have det godt i den tid.

Hvor er det bare hårdt at det skulle gå vores lille sorte guldklump sådan…

-----------------------------------------------

Tja, godt går det ikke…
januar 19, 2009

Det har været nogle frustrende 12 timer… Amie har jo haft en underlig mellemting mellem kuldegysninger og hikke-rystelser, som plejer at komme i mere eller mindre grad sidst på aftenen, men i aftes begyndte det allerede sidst på eftermiddagen. Det ser ikke ud til at generer hende bortset fra at hun spjætter og derfor ikke rigtigt kan holde benene samlet under sig når hun ligger og hviler. I aftes var det anderledes og hendes ånderæt var mærkbart hurtigere. Senere sad hun og halsede og havde det grimme i blik i øjnene der tyder på smerte… Åh nej…

Jeg havde hende udenfor, hvor det regnede, og måske hun skulle af med noget men ikke havde lyst pga. regnene. Da jeg insisstererede skulle hun både tisse og skidte så måske det har presset, men resten af aftenen var hun absolut ikke i hendes samme glade humør som normalt. Da hun skulle spise var det også kun lidt nippen så resten af aftenen tilbød vi hende maden når hun (som sædvanligt) bruge timer på at vandre hvileløst rundt og tigge om godbidder, så til sidst var maden dog spist op.

Da vi skulle i seng var hun helt anderledes med sin opførsel og vaner, først havde hun ikke lyst til at komme med op i soveværelset, så kunne hun ikke tage sig sammen til at hoppe op i sengen (selvom Odie MEGET gerne ville overtage særpladsen i vores seng). Så lagde Amie sig på gulvet men vi kunne i mørket hører og føle at hun rystede kraftigt. Så ville hun op så vi tændte lyset. Hun lagde sig i fodenden men rystede en del. Det aftog gradvist men hun havde en grim hurtig vejrtrækning.

Her til morgen var hun ikke i sit sædvanlige humør. Mere stille men ikke så afslappet at hun bare lagde sig, men sad og kiggede ud i luften. Da jeg tog tøj på og de andre begynde at gætte på at morgenmaden var lige rundt om hjørnet sad Amie og rystede igen. Jeg tog hende med ud og hun tissede længe, og da jeg pressede hende til at blive, skulle hun også skidte, så måske det har presset i maven. Da de skulle spise sorterede hun forholdsvis kort tid og tog kun lidt pasta og et par piller men næsten alt lå tilbage da hun stoppede. Hun fik et stykke brød med fiskeolie og en halv Medrol som er et binyrebarkhomon-præparat som måske kan fremme appetitten.

Jeg vil nu gå en tur med hundene og håbe at Amie har fået lyst til noget mere af sin mad når vi kommer tilbage, og så må vi igen ringe til dyrlægen og hører hvad han synes vi skal gøre. Han mener ikke at hendes nedsatte nyrefunktion burde have noget at gøre med hendes nye adfærd, så hvad mon det skyldes?

-----------------------------------------------

Amie skal nu undersøges på kryds og tværs…
januar 20, 2009

Det går slet ikke med Amie… hun nægter total at spise nu. Har talt med dyrlægen idag, og på torsdag får hun den helt store undersøgelse med bl.a. scanning.

Jeg er bange for, at det måske slet ikke er nyrene vi skal være bange for. Dyrlægen har jo hele tiden sagt, at nyretallene ikke var så alarmerende… så måske vi har stirret os blinde på de forb……. nyre, og det så er noget helt andet?

Bare dyrlægen kan finde et eller andet - godt eller skidt - så man vidste hvad det var, hvad det ville ende med og hvad vi evt. kan gøre for at hjælpe hende.

-----------------------------------------------

Vi (og dyrelægen) er desværre ikke blevet klogere…
januar 22, 2009

Dyrlægen er helt på bar bund med Amies sygdom… Han undersøgte hende udvendig og indvendig, men der er ikke nye spor at komme efter - han syntes endda hendes slimhinder så bedre ud. En ny blodprøve er taget, som vi får svar på i morgen. Sluttede af med røntgenfoto af kroppen - heller ikke noget galt der (havde håbet der måske lå en lille plasticbold eller lign. som han lige kunne fiske op og så havde hun været helt rask igen). Dyrlægen kan ikke forstå rystelserne, de passer ikke ind nogen steder overhovedet i forbindelse med hendes tilstand af nyresvigt. Hans teori er, at det måske er noget psykisk, så i aften skal Amie have en stesolid og sove på :o ) Det der bekymre ham - og os - mest, er stadig hendes manglende sult (har tabt 200 gram igen). Jeg tror efterhånden vi har “foreslået” dyrlægen 30 mulige sygdomme - alt fra lungeorm, borelia, næsekræft, forgiftning o.s.v. - men alt bliver afslået, specielt p.g.a. hendes stadig utroligt gode humør.

Når vi i morgen ved om stesoliden har hjulpet, og hørt fra blodprøven, tager vi stilling til hvad der så skal ske. En anden mulighed er at hun får kontrast-væske sprøjtet ind i kroppen og så en ny scanning.

Da hun, efter dyrelægens mening, stadig ikke er i en kritisk, fysisk tilstand, skal vi i aften forsøge at give hende normalt mad, for at få hendes lyst tilbage til at spise igen. Den står derfor ikke på diætmad men almindelig, sund hundemad med smag.

Træls stadig ikke at vide besked, men trods alt en lettelse at der ikke lå en ny og farlig, livstruende, sygdom og lurede.

-----------------------------------------------


For pokker da osse!!!!!!
januar 23, 2009

Efter en rolig nat hvor en enkelt stesolid så ud til at virke allerede fra først på aftenen, hvor Amie ikke vandrede hvileløst rundt men sov roligt, og havde kun meget svage rystelser. Da vi kom i seng lå vi længe og mærkede efter, men der var en mærkbar, positiv ændring.
Så vi havde lige pluselig mere tro på fremtiden for Amie og hendes nyresvigt.

Men…. I dag skulle vi så ringe og hører om den nye blodprøve sagde andet end de forrige som siden oktober havde vist en nyrerværdi på 1,7 ud af en skala på 5.
Til vores forfærdelse måtte dyrelægen desværre fortælle, at den nu pludselig var steget helt op til 2,7.
Så ser det sort ud for fremtiden, da Amie’s søster hverken kunne spise, spise eller tisse da hun nåede over de 4 og måtte aflives.

Amie er stadig glad og fuld af energi men fremtidsudsigten er ikke så god som før…

-----------------------------------------------

Og vi fortsætter ned ad bakke…
januar 26, 2009

Amie har åbenbart fået endnu mere kvalme pga. ophobning af affaldsstoffer i kroppen, og det eneste hun nu gider spise er Frolic, og kun ganske få. Hun nægter alt andet, bl.a. brød og den gyldenris-te som skulle hjælpe til med at udskille affaldsstofferne gennem urinen.
Hun er blevet mere tørstig men kan ikke rigtig drikke. Det virker ligesom med maden: Hun vil gerne, men kan ikke…
Hun ryster også det meste af tiden. Det virker stadig ikke som det kommer af smerte, og dyrlægen har aldrig før hørt at at en hund med nyresvigt skulle få smerter på den måde, derfor mener han at vi skal fortsætte med stesolid, da det sandsynligvis er psykisk. Hun har ubehag ved tom mave, hvis hun har dårlig mave, hvis hun har kastet op, hvis hun har kvalme, hvis hun fryser m.m. Ikke noget som ødelægger hendes livskvalitet men godt er det ikke.

Efter endnu en dårlig nat, og en fridag hvor jeg havde rigeligt med tid til at se på stakkels Amie (når jeg var i stand til det, for der var hele tiden ligesom et flimrende slør for mine øjne), havde jeg besluttet mig for at hvis dyrlægen i eftermiddag sagde at der ikke var mere håb og at hun lider, så måtte vi tage afsked hurtigst muligt. Da Lene kom hjem var vi enige om at følge dyrlægens råd, så da Lene ringede til ham for at hører prognosen efter de nedslående nyrerværdier, følte vi os meget kede af det, men forholdsvis afklarede.
Til vores store overraskelse sagde han med det samme, at han ikke syntes at vi skulle aflive Amie nu. Rystelserne burde ikke komme pga. nyrernes tilstand og han mener stadig ikke de skyldes smerter. Mht. det kæmpe spring nyretallene havde gjort forstod han det ikke, fordi hun netop virker glad og livlig som altid. Han rådede os til at se tiden an og så møde til endnu en blodprøve om halvanden uge.

Så tørrede vi vores øjne og pudsede næserne, og gik ud og stillede en agility-bane op, så alle kunne få en god afslutning på dagen. Amie var super glad for at løbe, men da hun var færdig brækkede hun sig, og det gjorde hun også på den efterfølgende gåtur. Da vi senere tilbød hende en frolic ville hun ikke engang have den, og det var vores sidste mulighed for at hun ville spise noget som helst…
Nu har hun absolut intet i maven og da vi kom hjem rystede hun temmelig meget og lagde sig til at sove med det samme. Så får vi tvivl igen…

I morgen kontakter vi Anne Line som er Bowen-behandler. Anne Line har før med stor succes behandlet Amie for smerter i ryggen, og vi kender mange hunde som får det utrolig meget bedre af en behandling hos hende. Om hun tror hun kan hjælpe på Amie’s ubehag i sin sidste tid, må vi hører i morgen, ellers tror jeg ikke vi vil vente og fået taget en blodprøve om halvanden uge.

-----------------------------------------------

Lige på falderebet
januar 27, 2009

I dag var Amie på besøg hos Anne Line som er Bowen-behandler, en alternativ behandlingsform som vi efterhånden har set eksempler på, at have utrolig stor effekt på mange dyr og mennesker med en form for ubalance i kroppen. Nyrerne er næsten ødelagte og det er uundgåeligt at de snart stopper fuldstændig med at fungerer og dermed forgifter Amie’s lille krop, men Anne Line siger ligesom dyrlægen, at Amie absolut ikke skal opgives nu. Resten af kroppen kan sagtens fungere og give hende et godt og aktivt liv i længere tid, og er vi gået så langt som vi nu har gjort siden sygdommen blev konstateret i slutningen af oktober 2008, så vil vi også fortsætte selvom det til tider er psykisk hårdt for os, når vi den ene dag ser optimistiske tegn og dagen efter ser store skridt tilbage igen. Amie skal nu på naturprodukter og homeopatisk medicin: Al Kama, tidselolie, zolac, kylling og flydende Aloe vera af et bestemt mærke som skulle være 100% rent. Så skal maven kurreres og hun skulle kunne fortsætte med at leve godt indtil kroppen endeligt giver op. Jeg ved ikke om jeg tør tro på at det er muligt. Hendes mave er rigtig dårlig og kroppen skal jo på en eller anden måde af med de giftstoffer som nyrerne ikke kan udskille.

-----------------------------------------------
Amie har fået fred.
januar 28, 2009

En frygtelig men god beslutning blev truffet i aftes. Som før i stakkels Amie’s sygdomsforløb foretog sygdommen igen et kæmpe hop. Dagen før løb hun glad og ivrig sin sidste agility-bane sammen med vores øvrige hunde, og 24 timer senere får hun pludselig voldsom diarre og tyk slimet opkastninger som skyldes ophobningen af giftige affalds-stoffer som kroppen ikke kan komme af med gennem nyrerne og ud i urinen. Hun får grimme mavekramper og bliver i løbet af få timer meget træt og stille. På vej hjem fra arbejde havde jeg købt bl.a. zoolac som skulle genoprette mavens tarmflora men ikke engang det kunne hun holde i sig.
Hun lagde sig i sin yndlings sofa og vi satte os sammen med hende, mens vi talte om hvad der var bedst for Amie. Vi vidste at såfremt hun kom sig over denne voldsomme mavekrise ville kroppen være så afkræftet at hun ikke vil have det godt, men skulle vi ringe efter dyrlægen så sent om aftenen eller skulle vi vente natten over og beslutte os næste dag? Efter at have talt med Anne Line, vores Bowen-behandler, og vores gode veninde Margaretha som både er Schapendoes-opdrætter og dyrlæge, valgte vi så at lade Amie få fred med det samme. Hendes lille krop var ved at være meget træt, så kl. 23 kom Margaretha på besøg, hvor vi stille og roligt sagde farvel til Amie efter kun 8 gode og aktive år, og 3 frygtelige måneder med sygdom hvor hendes nyrer forgiftede og sultede hende langsomt ihjel.
Hun fik først en beroligende sprøjte, og for første gang i mange uger kunne vi høre og se at hun havde det godt og var afslappet. Hun lå med halvt lukkede øjne i sofaen og trak vejret dejligt roligt og uden sitren i bagkroppen.
Så fik hun den sidste sprøjte som satte hjertet i stå. Margaretha lyttede efter hjertlyd men kunne konstaterer at nu havde Amie fået fred.
Da vi havde taget afsked med Margaretha og Amie’s livløse krop, sad vi til kl. 2 og talte om hvor meget Amie havde betydet for os.

Amie bliver i dag kremeret på Randbøldal kæledyrskrematorie.

Hold op hvor er der et stort tomt hul i vores liv, intet bliver som det var for bare få måneder siden.
Amie var den første og eneste hund vi selv har opdrættet og beholdt. Hun var fra starten tæt knyttet til os, elskede at der skete noget, uanset om det var gåture, lydighed eller hendes yndlings-sport: Agility. Hun havde en utrolig stor personlighed, så hun var speciel på mange måde og hun vil altid have en stor plads i vores hjerter.

---------------------------------------------------

Kære Amie…
januar 30, 2009

Tak til alle jer der har sendt os kærlige og trøstende hilsner.

Vi vil aldrig glemme lille, sorte Emmer:
Når vi vender os i sengen henad kl. 5 er der ingen hale der i mørket logrer med hurtige smæld i gulvet.
Når vi skal op er der ingen ophidset lille sort hund som med vildt logrende hale forsøger at slikke os i ansigtet.
Når vi skal ud at gå, ligger der ikke en “pibsende” lille sort hund i sofaen og pisker med halen.
Når vi går ud for at tage overtøj på er der ikke en hurtigt-steppende lille sort hund som lynhurtigt forsøger at komme først.
Når vi skal ud ad døren er der ikke kamp om at komme først ud.
Når vi går en tur kigger vi efter hvor er den 5. hund blevet af?
Når vi kommer hjem er der kun 4 sæt poter at tørre.
Når vi skal give en godbid er der kun 4 munde der skal have.
Der er ingen “skabet” lille sort hund som flipper vildt ud når den har været ude at drikke vand.
Når vi giver hundene mad, er der en tom plads.
Når vi laver mad i køkkenet er der ingen som insisterer på at stå lige bag ved os og håbe på at der falder noget ned.
Der er ingen duk-nakket og luddende hund som vralter gennem stuen sidst på aftenen.
Der er ingen lille sort hund som med lynhurtige skridt spurter op ad trappen til soveværelset.
Der er ingen smasken og grynten af velbehag i mørket når vi slukker lyset for at sove…

Aller kæreste Amie vi savner dig så uendelig meget!


Amie en uge før sin alt for tidlige død...


Botschaft vom Himmel

Du warst bei mir bis zum Ende und auch nachdem ich gegangen war,
hast du mich gehalten, und als meine Seele meinen Körper verliess,
blickte ich hinab und sah dich weinen.

Ich würde dir so sehr sagen wollen, dass ich verstanden habe.
Du tatest dies für mich. Ich versuchte dir auf meine Art zu sagen,
dass es Zeit für mich war zu gehen, und ich danke dir für dein Verständnis.

Niemand wird meinen Platz einnehmen, aber die ich hinter mir lasse,
brauchen deine Liebe und Zuneigung, so wie ich sie hatte.

Du denkst immer noch an mich und da sind Momente, in denen du versuchst,
deine tränengefüllte Augen zu verbergen…

Aber bitte, sei glücklich und denke nicht an Trauer, denke daran,
wie ich dich glücklich gemacht und zum Lachen gebracht
habe mit den lustigen Dingen, die ich tat.

Sei gewiss, ich bin sehr glücklich…

Wenn es für meine Freunde an der Zeit ist zu gehen,
werde ich sie an den Toren treffen und ich will sie bekanntmachen
mit dem wunderschönen und ruhigen Platz und ich werde auf sie aufpassen - für Dich.

Ich danke dir dafür, dass du mich geliebt hast, für mich gesorgt hast,
und dass du den Mut hattest, mich in Würde gehen zu lassen.

Und wenn für dich die Zeit gekommen ist,
den Fluss der uns beide trennt zu überqueren, werde ich zu dir hinüber eilen,
damit wir endllich wieder zusammen, Seite an Seite sein können.

Es gibt so viel, das ich dir zeigen muss und es gibt so viel für dich zu sehen.

Hab Geduld und setze deine Lebensweise fort…, dann komm…, komm heim zu mir.

Autor unbekannt


Gate of Heaven

I got to the gate of Heaven yesterday,
After we said good-bye,
I began to miss you terribly,
Because I heard you cry.

Suddenly there was an Angel,
And she asked me to enter Heaven’s Gate.
I asked her if I could stay outside,
For someone who’d be late.
I wouldn’t make much noise you see,
I wouldn’t bark or howl.
I’ll only wait here patiently,
And play with my tennis ball.

The Angel said I could stay right here,
And wait for you to come.
Because Heaven just wouldn’t be Heaven,
If I went in alone.

So I’ll wait right here. You take your time,
But keep me in your heart.
Because Heaven just wouldn’t be Heaven,
Without you to warm my heart


To my dearest family, some things I’d like to say.
But first of all, to let you know, that I arrived okay.
I’m writing this from heaven. Here I dwell with God above.
Here, there’s no more tears of sadness; Here is just eternal love.

Please do not be unhappy just because I’m out of sight.
Remember that I am with you every morning, noon and night.
That day I had to leave you when my life on earth was through.
God picked me up and hugged me and He said, “I welcome you.

It’s good to have you back again, you were missed while you were gone.
As for your dearest family, They’ll be here later on.
I need you here badly, you’re part of my plan.
There’s so much that we have to do, to help our mortal man.”

God gave me a list of things, that he wished for me to do.
And foremost on the list, was to watch and care for you.
And when you lie in bed at night the day’s chores put to flight.
God and I are closest to you….in the middle of the night.

When you think of my life on earth, and all those loving years.
Because you are only human, they are bound to bring you tears.
But do not be afraid to cry: it does relieve the pain.
Remember there would be no flowers, unless there was some rain.

I wish that I could tell you all that God has planned.
If I were to tell you, you wouldn’t understand.
But one thing is for certain, though my life on earth is o’er.
I’m closer to you now, than I ever was before.

There are many rocky roads ahead of you and many hills to climb;
But together we can do it by taking one day at a time.
It was always my philosophy and I’d like it for you too;
That as you give unto the world, the world will give to you.

If you can help somebody who’s in sorrow and pain;
Then you can say to God at night……”My day was not in vain.”
And now I am contented….that my life was worthwhile.
Knowing as I passed along the way I made somebody smile.

So if you meet somebody who is sad and feeling low;
Just lend a hand to pick him up, as on your way you go.
When you’re walking down the street and you’ve got me on your mind;
I’m walking in your footsteps only half a step behind.

And when it’s time for you to go….from that body to be free.
Remember you’re not going…..you’re coming here to me.

Author: Ruth Ann Mahaffey

Daido skulle have været vore nye Schapendoes...
Hun havde et super temperament, var utrolig opmærksom på os – selv i en alder på blot 6-7 uger, og havde en energi som vi gerne ser hos en Schapendoes.
Desværre fik Daido kontateret en alvorlig hjertefejl (PDA) da hun var ca. 6 uger gammel.
Uheldigvis for Daido, og os, havde lægerne på Landbo-højskolen ferie da Daido skulle have en livsvigtig operation, og blot 3 dage før den planlagte operation kunne hendes lille krop pludselig ikke mere. Fra den ene dag til den anden, mistede hun al den ernegi hun havde haft i de næsten 2 måneder hun havde levet. Hun mistede appetitten og fik vand i lungerne.
Vi måtte derfor i løbet af ganske få timer træffe den frygtelige beslutning at lade hende sove ind.
Prikke-Rikke (som hun blev kaldt) havde et sjovt og dejligt liv så længe det varede, og vil altid have en stor plads i vores tanker.

Læs mere om Daido's korte men spændende liv.


Lille Prikke-Rikke få timer før vi måtte opgive at redde hende.