Racen
Schapendoes
Hvad kendetegner en Schapendoes?
En Schapendoes er i dag fremavlet til primært at være en venlig, social og aktiv familiehund, men arbejdsglæden ligger stadig i blodet.
En Schapendoes er ikke en “stærk” hund og dét, kombineret med dens hyrdeinstinktet, gør, at den knytter sig tæt til sin familie, og derfor ikke har tendens til
at strejfe.
En Schapendoes er intelligent og vagtsom uden at være “skarp”. Den har et minimalt jagtinstinkt og er normalt imødekommende overfor andre dyr.

Hvor meget motion/aktivering kræver en Schapendoes?
Indendørs er en Schapendoes normalt rolig og afslappet, forudsat at den får tilstrækkelig med motion og mulighed for aktivitet i løbet af dagen.
Pga. dens oprindelige fremavlede funktion hvor den var en “gøende og drivende fårehyrdehund”, har den såvel lyst til som behov for fysisk og mental aktivitet, for at den trives optimalt.

Hvordan aktiverer man bedst en Schapendoes udover gåture
En Schapendoes holder af at arbejde og løse opgaver med sin ejer/familie. Den har brug for at blive bekræftet og få masser af ros. Modsat kommer man ikke langt, såfremt man presser den for meget eller benytter for meget repetition.
Den holder af at udfordres mentalt, men man skal ikke forvente, at den kan holde gejsten oppe ved vedvarende repetition. Den egner sig til alle former for “glad” og aktiv aktivitet, f.eks. agility, diverse lydighedsprogrammer, spor, hyrdning, redningsarbejde m.m.

Pelspleje m.m., man bør være opmærksom på?
Schapendoes’en er en pelshund med 10-15 cm lang pels – og ofte længere. Den fælder ikke meget, men underulden arbejder sig langsomt (i perioder meget hurtigt) ud langs dækpelsens lange hår, og det resulterer ofte i, at der opstår klumper af tætpakket underuld. Fjernes de ikke i tide, sætter det sig lynhurtigt til massive filtklumper/plader, som ikke bare kan friseres ud, men skal klippes af.
Schapendoes hvalpen kræver meget pelspleje – især de første 2-3 år. Hvis man ikke sætter fast tid af til pelsplejen og virkelig får det gjort, sender det galt (hvilket mange førstegangs Schapendoes-ejere desværre ofte oplever). Nye hvalpeejere siger, at “det kan de sagtens klare”, men lige pludselig dukker der en masse andre gøremål op i deres liv, og en dag er hunden én stor uldtot. De første 2-3 år kan man risikere, at hunden, i perioder, skal friseres hver uge – og det er ikke bare en omgang med en børste. Hunden skal friseres i bund, og det kan nemt tage
en time eller to (og kun hvis hunden fra lille af, har lært at forholde sig i ro/ligge ned, så længe soigneringen står på).
Som udvokset Schapendoes (2-3 års alderen) kan man nøjes med at holde øje med pelsen og frisere i dybden ca. hver 3 uge – alt afhængig af pelskvaliteten samt vejr og vind, løbetid m.m

Gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en Schapendoes?
Schapendoes’ens psyke gør, at den har det bedst som fuldgyldigt familiemedlem. Den har ikke godt af at tilbringe det meste af dagen indenfor uden nogen former for aktivitet og mange Scapendoes’er har også svært ved at være alene hjemme.
For DKK stambogsførte Schapendoes er der sundhedsmæssige avlsrestriktioner for racen; Forældrene skal være øjenlyst fri for cataract, og de skal have foretaget en DNA-test for at konstatere, om de har eller er bærer af øjensygdommen PRA.
Der kan forekomme nyre- og hjerteproblemer i racen, men de fleste ansvarlige DKK-opdrættere/medlemmer af Dansk Schapendoes Klub er opmærksomme på disse helbredsproblemer, og således er risikoen minimal.